den, som de selv havde ophøiet paa Thronen.« Elfildis vender nu tilbage til sit Fædreland, aflægger før sin Afreise Løfte om, hvis hun kommer uskadt til England, aldrig at spise Kjød af noget Landdyr og i det hele at nøie sig med tarvelig Næring. Dette Løfte holder hun længe samvittighedsfuldt, indtil hun engang kom halvt mod sin Vilje til at berøre et Stykke Kjød med Fingeren og Munden. Strax blev hun nu verkbruden over sit hele Legeme, indtil hun omsider helbrededes ved at besøge St. Aldhelms Helligdom.[1] Som man vil se, er der trods de mange Uoverensstemmelser dog ogsaa nogen Lighed tilstede med de islandske Sagn, kun er al Bevidsthed om Olaf og hans Helligdom borte i den engelske Fortælling.
En særegen og mærkelig Plads i Sagnene om Olaf indtager hans Halvbroder, Kong Harald Sigurdssøn, kun at han ikke forherliges som Aasta og Magnus. Den virkelige Olaf og den virkelige Harald have udentvivl lignet hinanden temmelig meget og navnlig begge været myndige Herskernaturer, og der er som bekjendt i Haralds Saga bevaret en Beretning om, at allerede en Samtidig, Halldor Brynjulfssøn, har udtalt sig bestemt i denne Retning. Men i Sagnet ere de gjorte til fuldstændige Modsætninger, Olaf er den fromme Helgen, Harald er bleven Troens Modstander, han fremstilles ligefrem som Hedning, som sin Broders Fiende og Medbeiler til Riget, ja stundom endog som delagtig i hans Mord.
Spørge vi nu om Aarsagen til, at Brødrene have faaet en saa besynderlig Skjebne i Folkesagnet, maa
- ↑ Willelmus Malmesbiriensis, l. c.
