som Krigsbytte blandt andet kom i Besiddelse af en Pige ved Navn Elfildis, der var af god Herkomst og udmærkede sig ved sin Skjønhed. Han ønskede at ægte hende, men hun modsatte sig bestemt dette Grevens Ønske, og denne brugte da Vold. Kort efter døde Greven, og Rygtet om Elfildis’s Skjønhed naaede Landets Konge, som ikke navngives. Denne gribes af en stærk Kjærlighed til hende, men holder Sagen hemmelig for sin Dronning Elfildis vil imidlertid ikke høre paa Kongens Overtalelser, thi hun vil indvie Gud sit Liv. Ogsaa Kongen bliver nu en voldsom Elsker og trænger med Magt ind til Elfildis om Natten. Frugten af deres Forbindelse bliver en Søn, egentlig imod begges Ønske, da Kongen nødig vil have sit Forhold til hende bekjendt og Elfildis frygter for Dronningens Skinsyge. Barnets Fødsel bidrog imidlertid til at omstemme Elfildis med Hensyn til Kongen, hvem hun nu virkelig elskede, og deres Forbindelse fortsattes, idet hun hemmelig opholdt sig hos en Biskop, hvor Kongen kunde besøge hende. Kongens snart paafølgende Død afbrød dette Forhold, og Elfildis maatte flygte til en afsidesliggende Del af Riget. Biskoppen, til hvem Kongen havde betroet omsorgen tor sin Søn, aabenbarer imidlertid, hvo der er dennes Fader, og Sønnen, hvis Navn er Magnus, sættes paa Thronen under Formynderskab. Hans Regjering bliver dog kun kort, da han dør efter halvandet Aars Forløb. Nogle tro, at hans Død er fremskyndet ved Høvdingernes Rænker, men »jeg,« siger Chronisten, »er ikke enig i denne Antagelse, at de skulde have dræbt
cior, libido infestior.« Willelmi Malmesbiriensis de gentis Pontificum Anglorum libri quinque, ed. by N. E. S. A. Hamilton, London 1870, lib. V. § 259.
