Dronningen var død. Efter forgjeves at have udspurgt Ternen, sender hun hende ud af Landet, men da Kongen faar dette at høre, seiler han strax efter hende, »gjæstede hende« samme Nat og sagde hende, at hun skulde føde ham en Søn, der skulde kaldes Magnus. Efter sin Hjemkomst fra Ledingstog fortæller han Dronningen, at han nu har en Søn og Arving til sit Rige, og Dronningen udbryder da: »Saa er det da skeet, hvad jeg længe har frygtet, at en anden end mit Barn skal arve Landet.« Under denne samtale kommer Karl Magnus ridende. Kongen ønsker ham velkommen, beder ham være god imod sin Søster og gifte hende med sin ypperste Mand samt om at reise over sin Faders Ben en Kiste med et Guldkors i hvert Hjørne. Slutningsverset indeholder den Bøn: Sjàlfur guð ok Karla-Magnus sè med öllum oss! Nu er det vistnok bekjendt, at Karl den Store tildels har nydt en Helgens Ære, men hverken denne i det islandske Digt forekommende Tilbedelse eller dette Digt overhoved kan dog antages at have noget med den store Keiser at gjøre; det er aabenbart hans Navne i Norge, det gjelder, og denne har her mod sædvane faaet begge Keiserens Navne. Visens Udgivere have ment, at »Selve Gud og Karla-Magnus« skulde være en »Forvanskning« for: »selve Gud og St. Olaf«, men denne Gjetning maa synes vilkaarlig.
Ogsaa en engelsk Chronist, Willelmus Malmesbiriensis († 1141), har meddelt et paafaldende Sagn om Magnus’s Fødsel. Han fortæller, at en »Greve« over Nordmændene, hvem han skildrer som endnu raaere og vildere end de Danske,[1] plyndrede i England og der
- ↑ »Utrorumque immanis barbaries, sed Norreganorum cupiditas rapa-
