Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


det, blev han saa sindt, at han jagede hende strax paa Timen, og saa spurgte han Stenen, hvorledes det kunde hænge sammen med disse Prindsesserne, som havde steget paa den, for det kunde han ikke skjønne, sagde han. Stenen fortalte da, hvorledes det var gaaet, at de havde narret ham og sendt Aase Gaasepige i Steden for sig. Det vilde Prindsen have Rede paa: han gik da ned til hende, der hun sad og gjætede Gæssene sine, for han vilde se, om hun ogsaa havde Ringen; har hun den, saa er det bedst at tage hende til Dronning, tænkte han. Da han kom derned, saa han strax, at hun havde bundet en Fille om den ene Fingeren sin, og saa spurgte han, hvorfor hun havde gjort det. »Aa, jeg har skaaret mig,« sagde vesle Aase Gaasepige. Saa vilde han se paa Fingeren, men Aase vilde ikke tage af Fillen. Saa tog Prindsen fat i Fingeren, men Aase hun vilde drage den til sig igjen; saa gik Fillen af, og saa kjendte han igjen Ringen sin. Saa tog han hende med sig til Kongsgaarden og gav hende megen Stads og gilde Klæder, og siden holdt de Bryllup, og saaledes fik vesle Aase Gaasepige Kongssønnen af Engeland ligevel hun, bare fordi hun skulde have ham.