mange Lande, til han fandt en, han kunde like. Men da han skulde til hende, saa havde Aase Gaasepige sat sig i Veien for ham igjen. »Sidder Du der Du, vesle Aase Gaasepige?« sagde Prindsen. — »Ja, jeg sidder her og sætter Bod paa Bod og Lap paa Lap, for jeg venter Kongssønnen fra Engeland idag,« sagde Aase. — »Ham kan Du ikke vente at faa,« sagde Prindsen. — »Aa jo, skal jeg have ham, saa faar jeg ham nok,« sagde vesle Aase.
Da Prindsessen kom, saa sagde Aase Gaasepige til hende ligesom til begge de forrige, at hvis hun havde havt nogen Kjæreste, eller der var noget Andet, som hun ikke vilde, at Prindsen skulde vide, saa maatte hun ikke træde paa den Stenen, som Prindsen havde foran Sengen sin, »for den siger ham Alting,« sagde hun. Prindsessen blev nu ilde ved, da hun hørte det, men saa var hun ligesaa ful som begge de andre, og bad Aase, om hun vilde gaa i Steden for hende og lægge sig med Prindsen om Aftenen, og naar han var søvnet, skulde de bytte om, saa at han havde den Rette hos sig, naar det blev lyst om Morgenen. Det gjorde de. Da vesle Aase Gaasepige kom og traadte paa Stenen, saa spurgte Prindsen: »Hvem er det, som stiger i min Seng?« — »Ren og skjær Jomfru!« sagde Stenen, og saa lagde de sig. Ud paa Natten satte Prindsen en Ring paa Fingeren til Aase, og den var saa trang, at hun ikke kunde faa den af sig igjen; for Prindsen kunde nok skjønne, at det ikke gik rigtigt til, og saa vilde han have et Mærke, han kunde kjende den igjen paa, som var den Rette. Da Prindsen havde søvnet ind, kom Prindsessen og jagede Aase til Gaasestien, og lagde sig selv i Rummet hendes. Om Morgenen, da de skulde staa op, spurgte Prindsen: »Hvem er det, som stiger af min Seng?« — »En, som har havt ni,« sagde Stenen, og da Prindsen hørte
