Brødrene mine foer og agede paa Slodde og gjorde Snemand borte ved en liden Bergknat; og der er det ikke rigtig frit for Underjordiske, skal jeg sige. Ja, vi legede og styrede vi, som I ved Børn gjør, og det led alt noget ud paa Kvelden; den yngste Bror min var ikke mere end fire fem Aar gammel og skreg og hujede og var glad; men ret som det var, saa sagde det i Berget: »Gaa hjem nu!« — Aa nei, vi blev vi, for vi syntes det var tidlig endda. Men det varede ikke længe, saa sagde det igjen: »Gaa hjem strax nu!« — »Nei hør nu,« sagde Veslebror min, for han havde ikke bedre Vet end at snakke om det han, »nu siger de borte i Berget, vi skal gaa hjem!« Vi gav os ikke, men blev ved at styre; men saa skreg det rigtigt saa i med Et, at der fløi Dot i Øret paa os: »Gaar I ikke hjem strax paa Timen, saa skal jeg —.« Mere hørte ikke vi, for vi fik slige Fødder under os, at vi ikke stansede, før vi kom udenfor Døren hjemme.«
»Saa var det en Gang — men det var længe efter dette, vi var voxne alle sammen den Gang — det var en Søndagsmorgen, jeg og Bror min kom hjem, vi havde været ude og fisket om Natten, saa fik vi høre saadan frisk Los i Solbergmarken, der var saa mange Hunde, og den laat saa vakkert. Jeg var træt og gik ind og lagde mig; men Bror min sagde, han syntes det var saadant blankt Veir, han havde Lyst til at høre paa Losen. Ret som det var, saa var det tabt. Han gik da der bort, for han tænkte han kanske kunde faa se Haren eller faa skræmt den op igjen. Men da han kom bort imod en Stubbe, saa stod der en rødmalet Bygning midt for ham, saa stor og prægtig, men alle Vinduerne stod paa Skakke og Dørene ogsaa. Han undredes nok paa, hvad det kunde være for en
