Bygning, som laa der, hvor han syntes han skulde være saa godt kjendt; den havde han aldrig seet før. Foran Bygningen var der en stor Myr; der vilde han gaa over og se lidt nærmere paa Huset. Folk var der ikke at Se. Saa tænkte han ved sig Selv, at han skulde gaa hjem og snakke til mig og faa mig med der bort.«
»Aa, det var Skade,« sagde jeg, »at han ikke kastede Staal eller fyrede over den, for Gevær havde han sagtens med, og før I kom tilbage, var vel det Hele borte?«
»Ja, det kan I sige,« sagde Matthias; »havde det været mig, saa havde jeg skudt midt ind i den; men han blev rent forfjamset han. Men nu skal I høre, det gik værre endda: da han var kommen midt ud paa Myren, var der saa fuldt af Folk, at han ordentlig maatte alboge sig frem, men alle var de trøiløse, og alle gik de nordefter. Han kom ikke længer end bort i Bakken, saa slog de ham over Ende, og der blev han liggende, til Søstrene mine skulde have Koen ind om Kvelden; da laa han der og holdt begge Næverne knyttede for Ansigtet, og det var ganske blaasort, og store Frohatten stod for Munden paa ham. De blev nu fælt forskrækkede, kan En nok vide, de drog ham med sig ind og lagde ham paa Bænken, og saa hentede de mig. Da jeg fik se ham, kunde jeg skjønne der var galt paa Færde, og jeg vidste ikke mere end een Raad: jeg tog Bøssen ned af Væggen, den var skarpladt, og saa skjød jeg langs efter ham, men ikke rørte han sig mere end den Stokken, Gjerdrumsogningerne har lagt midt over Veien der. Han laa saa død som en Sten, han.«
»Ja saa,« tænkte jeg, og saa lagde jeg i paa nyt Lag. »Kom og tag i med mig, Jenter,« sagde jeg, »vi faar lægge ham der, hvor vi tog ham, for det nytter nok ikke her.« Vi gjorde saa,
