»Jo, det har jeg nok; jeg har set Mangt og Meget, og
hørt mange underlige Lyd i Skov og Mark,« sagde Matthias.
»Jeg har ofte hørt, det har bandet, pratet og sunget; til andre
Tider har jeg fornummet saa deilig Musik, at jeg aldrig kan
snakke om, hvor deilig den var. Men saa var det en Gang jeg
var ude paa Fuglelok — det kunde vel være mod Enden, saa i
Slutningen af Augusti Maaned, for Blaabæren var gjord og
Tyttebæren begyndte at blive rød — jeg sad udmed en Stig
paa en Tue nede mellem nogle Busker, saaledes at jeg saa ned
over Stigen og en liden Dal, hvor det var fuldt med Lyng og
Tuer; nedenfor var der nogle mørke Berghuller. Jeg hørte
Hønen kaglede og kaglede nede i Lyngen, jeg lokkede og
tænkte: faar jeg se Dig nu, skal Du have kaglet for sidste
Gang; men saa fik jeg høre der kom Noget tuslendes bag mig
paa Gangstigen. Jeg saa mig om, og det var en gammel Mand,
men det underligste var, at han havde ligesom tre Ben, og det
ene hang og dinglede mellem de to andre, mens han gik ned
over Stigen; ja, han gik ikke rigtig heller, men det var ligesom
han gled, og borte blev han i et af de mørkeste Afhullerne
nede i Dalen. Jeg skjønte det, at jeg ikke havde været alene
om at se ham, for strax efter kom Aarhønen hukende frem ved
en Tue, skakkede paa Ho’det og gjorde lang Hals og saa
forsigtig nedover, der hvor Manden blev borte; men da kan det
vel hænde, jeg fik Bøssen til Øiet, og knald! der laa hun og
flagsede i Vingerne.«
»Det var nu det; men saa var det en Gang hjemme i Laskerud — det var ikke længe efter den Gang, jeg saa Huldren oppe paa Storveien — en Julekveld var det, at jeg og
