Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Jo, det har jeg nok; jeg har set Mangt og Meget, og hørt mange underlige Lyd i Skov og Mark,« sagde Matthias. »Jeg har ofte hørt, det har bandet, pratet og sunget; til andre Tider har jeg fornummet saa deilig Musik, at jeg aldrig kan snakke om, hvor deilig den var. Men saa var det en Gang jeg var ude paa Fuglelok — det kunde vel være mod Enden, saa i Slutningen af Augusti Maaned, for Blaabæren var gjord og Tyttebæren begyndte at blive rød — jeg sad udmed en Stig paa en Tue nede mellem nogle Busker, saaledes at jeg saa ned over Stigen og en liden Dal, hvor det var fuldt med Lyng og Tuer; nedenfor var der nogle mørke Berghuller. Jeg hørte Hønen kaglede og kaglede nede i Lyngen, jeg lokkede og tænkte: faar jeg se Dig nu, skal Du have kaglet for sidste Gang; men saa fik jeg høre der kom Noget tuslendes bag mig paa Gangstigen. Jeg saa mig om, og det var en gammel Mand, men det underligste var, at han havde ligesom tre Ben, og det ene hang og dinglede mellem de to andre, mens han gik ned over Stigen; ja, han gik ikke rigtig heller, men det var ligesom han gled, og borte blev han i et af de mørkeste Afhullerne nede i Dalen. Jeg skjønte det, at jeg ikke havde været alene om at se ham, for strax efter kom Aarhønen hukende frem ved en Tue, skakkede paa Ho’det og gjorde lang Hals og saa forsigtig nedover, der hvor Manden blev borte; men da kan det vel hænde, jeg fik Bøssen til Øiet, og knald! der laa hun og flagsede i Vingerne.«

»Det var nu det; men saa var det en Gang hjemme i Laskerud — det var ikke længe efter den Gang, jeg saa Huldren oppe paa Storveien — en Julekveld var det, at jeg og