Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/51

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Derom maa Du fortælle mig noget, Matthias,« sagde jeg, »vi har sligt Slag at gjøre, mens vi gaar.«

»Ja, har I Lyst at høre, saa kan jeg nok tale om det,« svarede han og begyndte.

»Ja, den første Gang jeg fornam Huldren, da kunde jeg vel være saa en otte ni Aar gammel, og det var oppe paa Storveien mellem Bjerke og Mo. Jeg kom gaaende efter Veien, for jeg havde været borte et Ærende for Far min, saa kom der et stort vakkert Kvindfolk midt efter Myren, paa den høire Side af Veien; der er det endda fuldt af Blødhuller og Vidjekjær; jeg mindes det saa grant, som om jeg Saa hende for Øinene mine, for det kunde vel være saa lyst som nu; brun Stak kavde hun paa og et lyst Hueklæde og i den venstre Haand en Bunding, og vakker var hun; men hun gik midt efter Myren, og Vidjekjærrene og Myrpytterne brydde hun Sig ikke det mindste om; hun gik, som om de aldrig skulde været der. Jeg saa paa hende, mens jeg gik bort over Veien, men da jeg var kommen et Stykke længer frem, og der var kommet en Bergrabbe imellem, saa jeg ikke kunde se hende længer, saa tænkte jeg: det er da galt, at Mennesket skal gaa der og vasse i Myren, du skal gaa op paa Rabben og sige til hende, at hun er gaaet af Veien. Jeg gik op, men der var ikke andet at se end Maanen, som skinnede paa Vandpytterne i Myren, og saa kunde jeg nok skjønne, at det havde været Huldren.«

Skjøndt det forekom mig, at der skulde Mere til at skjønne, at det var Huldren, beholdt jeg dog min Tvivl for mig selv, da jeg forudsaa, at mine Indvendinger ikke vilde rokke hans Tro, men kun bringe ham til Taushed; jeg spurgte derfor kun, om han ikke oftere havde set Saadant.