Jeg vidste ikke hvad jeg skulde tro, da jeg i det samme
vaagnede og følte Taget i min Skulder, og saa den samme jeg
havde seet i Drømme, lude sig over min Seng med Døleluen
ned over Ørene, en Finmut paa Armen, og et Par store Øine
stilt heftede paa mig.
»Du drømmer vist, Kar,« sagde han, »Sveden staar paa Panden Din, og Du sover tungere end en Bjørn i Hi. Guds Fred og glædelig Jul siger jeg fra Far Din og dem i Dalen. Her er Brev fra Skriveren og Finmut til Dig, og Storeborken staar i Gaarden.«
»Men i Guds Navn, er det Dig, Thor?« Det var min Faders Husbondskarl, en prægtig Døl. »Hvorledes i al Verden er Du kommen hid nu?« raabte jeg glad.
»Jo, det skal jeg sige Dig,« svarede Thor; »jeg kom med Borken, men ellers saa var jeg med Skriveren ude paa Næs, og saa sagde han: Thor, sagde han, nu er det ikke langt til Byen, Du faar tage Borken og reise ind og Se til Løtnan, og er han rask og han kan være med, saa skal Du tage ham med, sagde han.«
Da vi fore fra Byen, var det klart igjen, og vi havde det prægtigste Føre. Borken langede ud med sine gamle raske Ben, og en saadan Jul, som jeg turede den Gang, har jeg aldrig turet hverken før eller siden.
