Til Slut sagde Provsten, han syntes at Menigheden havde
faaet saadan en brav og forstandig Præstemand, at de ikke
burde klage paa ham, og Enden blev, at de ikke fik nogen
Anden; men da de syntes det blev værre og ikke bedre, saa
klagede de til Bispen.
Ja, langt om længe kom han ogsaa, da det skulde være Bispemesse. Men Dagen før havde Kulbrænderen været i Kirken, saa Ingen vidste om det, og saget løs Prækestolen, saa det var saavidt den hang der, naar En gik varlig op paa den. Da saa Menigheden var samlet, og han skulde til at præke for Bispen, listede han sig op paa Stolen og begyndte at lægge ud, saa som han pleiede; men da han havde holdt paa en Stund, tog han haardere i, slog ud med Armene og raabte høit: »Er der Nogen her, som har Noget Ondt eller Nogen Ugjerning paa sig, da er det bedst, at han forlader dette Sted; thi i denne Dag vil der ske et Fald, hvis Mage ikke har skeet siden Verdens Skabelse,« og dermed slog han i Stolen, saa det dundrede, og Prækestolen og Præsten og hele Hurven ramlede ned over Kirkevæggen med et Brag, saa Almuen satte ud af Kirken, som den yderste Dag holdt paa at komme.
Men da sagde Bispen til Almuen, at han undredes paa, at Menigheden kunde klage over en Præstemand, som havde saadanne Gaver paa Stolen og saa megen Visdom, at han kunde forudsige tilkommende Ting. Han syntes, han mindst burde være Provst, sagde han, og det varede ikke længe heller, før han blev det. Saa var der ingen Raad, de fik drages med ham.
Nu var det saa, at Kongen og Dronningen der i Landet ikke havde nogen Børn, men da Kongen fik høre, at der kanske kunde komme et, var han nyfigen efter at vide, om det skulde
