Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/382

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


blive en Arving til Land og Rige, eller om det bare skulde blive en Prindsesse. Saa blev alle de Lærde i Landet samlede til Slottet, for at de skulde sige, hvad det blev til. Men da der ikke var nogen af dem, som kunde det, saa huskede baade Kongen og Bispen paa Kulbrænderen, og det var ikke længe, før de fik ham imellem sig og spurgte ham ud. Nei, han kunde ikke han heller, sagde han, for det var ikke godt at gjætte det, som Ingen kan vide.

»Ja, ja,« sagde Kongen, »jeg er lige glad, enten Du ved det eller Du ikke ved det, jeg; men Du er jo den vise Præst og sande Profet, som kan forudsige tilkommende Ting; og vil Du ikke sige det, skal Du miste baade Kappe og Krave,« sagde Kongen. »Men det er Samme, jeg skal prøve Dig først,« sagde han, og saa tog han det største Sølvkruset han eiede, og gik ned i Stranden. »Kan Du nu sige mig, hvad der er i det Kruset,« sagde Kongen, »saa kan Du nok sige det Andet og?« sagde han og holdt paa Kruslaaget.

Kulbrænderen vred bare Hænderne og bar sig ilde: »ɔAa, Du ulykkeligste Kryp og Krabbe paa denne Jord, hvad har Du nu for alt Dit Slid og Dit Slæb!« sagde han.

»Ja, der ser Du, om Du ikke vidste det!« sagde Kongen, for han havde en stor Krabbe i Sølvkruset. Saa maatte Kulbrænderen ind i Storstuen til Dronningen. Han tog en Stol og satte sig midt paa Gulvet, og Dronningen gik frem og tilbage i Stuen.

»En skal ikke gjøre Baas til ubaaren Kalv, og ikke trætte om Navnet, før Barnet er født,« sagde Kulbrænderen; »men Sligt har jeg hverken hørt eller seet,« sagde han; »naar Dronningen gaar mod mig, saa tror jeg mest det blir en Prinds, og