Sko, Far,« sagde hun. »Aa, Du kunde tage Dig et gammelt Purkeskind og gøre Dig ny Sko, saa kunde Du komme lige saa langt frem i Kirken Du, som de andre Dannekvinder. — Forresten saa maa I betænke, hvad for en Vei I gaar paa; for jeg ser, naar I kommer til Kirken, saa kommer Somme nordenfra og Somme søndenfra; og det Samme er det, naar I reiser fra Kirken igjen; men I stane vel, og da spørges det, hvor det blir af Jer. Ja, hvem ved, hvor det blir af os allesammen? — Saa skal jeg lyse op om en svart Mær, som er bleven borte for gamle Præstemor. Hun har Hovskjæg og Hængeman og mere Sligt, som jeg ikke vil nævne paa dette Sted. — Og saa har jeg et Hul paa min gamle Buxelomme, det ved jeg, men ikke I; men om Nogen har en Lap, som kunde høve til Hullet, det ved hverken I eller jeg.«
Denne Præken var nogle af Almuen nok saa velnøide med. De troede ikke Andet, end at der blev en brav Præst af ham med Tiden, sagde de, men de Fleste syntes det var altfor galt, og da det blev Provstemesse, saa klagede de paa Præsten og sagde, at slige Præker havde ingen hørt før, og saa var der En, som mindtes den sidste og læste den op for Provsten.
Det var en meget god Præken, sagde Provsten; thi det var venteligt, at han havde talt i Lignelser om at søge Lyset og sky Mørket og dets Gjerninger, om dem, som gik paa den brede eller paa den trange Vei; og især, sagde han, var det, som han lyste op om den svarte Præstemærren, en herlig Lignelse om, hvorledes det skulde gaa med os til Slut. Lommen med Hullet paa, det skulde betyde hans Trang, og Lappen var Offer og milde Gaver han ventede af Menigheden, sagde Provsten.
»Ja, saa meget skjønte vi og, det var Præstesækken det!« raabte de.
