Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/379

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


brænderen. Ja, de tog og slagtede Galten, og Ringen havde den i sig; det var rigtigt nok det. Saa fik Kulbrænderen Præstekald, og Kongen var saa glad, at han gav ham Hest og Gaard og hundrede Daler paa Kjøbet. Kulbrænderen var ikke længe om at fiytte, og den første Søndagen da han var kommen i Kaldet, skulde han til Kirken og læse op Kaldsbrevet, men før han reiste, skulde han have Dugurd; saa lagde han fra sig Kaldsbrevet paa Fladbrødet, men tog saa feil og dyppede Brevet ned i Soddgryden, og da han kjendte, det var seigt at tygge, gav han Hunden hele Beten, og den slugte det med det samme.

Nu vidste han ikke, hvorledes han skulde stelle sig. Men til Kirken maatte han, for Almuen ventede, og da han kom did, reiste han op paa Prækestolen med det samme. Der begyndte han at hæve sig slig, at Alle tænkte, det er vist svært til gilde Præst. Men da det bar til, blev det ikke saa gildt endda.

»De Ord, mine Tilhørere, som I skulde faaet høre denne Dag, foer i Hundene, men kom igjen en anden Søndag, mine kjære Sognefolk, saa skulle I faa Andet at høre! og dermed er denne Præken ude.«

Det syntes Almuen var en underlig Præst, for slig Præke havde de aldrig hørt; men saa mente de, »han tør vel blive bedre, og bliver han ikke det, saa skal der vel blive en Raad med ham.« Den næste Søndagen, da der var Messe igjen, var der saa fuldt af Folk, som vilde lye paa den nye Præsten, at der mest ikke var Rum til dem i Kirken. Ja, han kom da ogsaa, og reiste op paa Prækestolen med det samme; der stod han en Stund og sagde ikke et Ord, men saa smældte han paa med een Gang og raabte: »Hør Du gamle Bukke-Berit, hvorfor sidder Du saa langt bag i Kirken?« — »Aa, jeg har slige sunde