anden Dur, »for det lider til Høgstdags. Har vi støbt to Gange, saa faar vi Støbe den tredie med, ellers kunde det blive galt paa Færde. Barnet har Svek, men der er ni Slags Svek i Verden. Ja, ja, det har jeg sagt Dig, og Du saa jo det, at han havde været ude baade for Troldsvek og Vassvek; for den første Torsdagen saa blev det en Mand med to store Horn og en lang Rumpe. Det var Troldsvek. Sidst saa blev det en Havfrue. Ja, du saa den jo saa skjelligt, som den var skildret. Det var Vassveken. Men nu er det Torsdag igjen, og nu spørges det hvad det blir, naar vi støber nu. Det er den tredie Gangen det kommer an paa, maavide. Der har Du Barnet,« sagde hun, og rakte det til Konen. »Lad mig nu faa i mig denne Kaffedraaben, saa skal jeg til.«
Da Kaffen var drukket, og den klinkede Spølkum bortsat med »Tak og Ære,« gik hun betænksomt hen til Skorstenen og tog frem et Snushorn.
»Siden sidst Torsdag,« sagde hun, »har jeg været i syv Kirkesogn og skrabet Vinduesbly af Kirkevinduerne ved Natteleite; for det blev forbi med Kirkeblyet den Gangen. Det kan lede baade paa Sjæl og Krop,« mumlede hun hen for sig, medens hun af Snushornet rystede ud i Støbeskeen noget af det efter Sigende saa møisomt indsamlede Bly.
»Du har vel hentet nordenrindendes Vand Høgstnattes?« spurgte hun videre.
»Ja, jeg var ved Kværnebækken i Gaarnat; det er det eneste Vand, som er nordenrindendes paa lang Lei,« svarede Husmandskonen og tog frem et veltillukket Spand, hvoraf hun hældte Vandet i en Ølbolle. Over denne blev lagt en Bygbrødlev, som der med en Stoppenaal var boret Hul i. Da Blyet var smeltet, gik Gubjør hen i Døren, saa op paa Solen, tog derpaa Støbe-
