vi lidt godt af Solen, og saa ser vi Manden, naar han kommer, for han er vel paa denne Siden.«
»Han foer med Skikjælken efter et Løvlæs til Gjederne,« svarede Husmandskonen. »Men jeg er saa ræd han skal komme paa os. Sidst fik han spurgt Du havde været her, og han var saa gal, at det ikke var Maade paa det, og saa sagde han, at jeg skulde faa nogle Skillinger at gaa til Dokteren med; han vilde ikke vide af sligt Jaaleri og overnaturlig Kurering, for han er saa vel lært; han tror ikke paa Sligt, siden han gik omkring paa Bygden med han Johannes Skolemester.«
»Til Dokteren? Tvi!« sagde Signekjærringen og spyttede. »Jo, det skulde vel Nogen byde til at komme til den Biksen med Armoden. Kommer En ikke med Guld og dyre Gaver,« fortsatte hun knotende, »saa hugger og bider han, som det var Bikkjer og ikke Folk. Hvorledes var det, da Gjertrud Kostebakken laa med Døden i Halsen og havde Barneondt paa det tredie Døgnet, mener Du? Neigu vilde han ikke ud til en Fantekjærring, for han var i Julegjæstebud hos Skriveren, og ikke reiste han heller, før de truede ham baade med Bisp og med Amtmand. Han kunde gjerne have ladet det blive ogsaa, for da han kom paa Traakken, var Kjærringen død. Nei, gaa til Dokteren for sligt et Barn, som har Svek, det skulde vel Fanden. Ja, Gud bevares, Du maa gjerne gaa for mig,« sagde hun spodsk. »Men kan han hjælpe mere end som saa —, saa lad mig aldrig skaffe Nogen til Helsen sin i dette Liv. De kan ikke med Svek, for der staar ikke om den i Bøgerne; de ved ikke Hjælperaad for den Sygen; og det skjønner de selv ogsaa, derfor gir de hverken Pulver eller onde Drikke og sligt Fandenskab for den. Nei, der er ikke anden Raad end at støbe, men de kan ikke med det.«
»Sæt saa paa Støbeskeen, Mor min,« begyndte hun i en
