skeen og hældte det smeltede Bly gjennem Hullet langsomt ned i Vandet, medens hun mumlede nogle Ord derover, som syntes at lyde saaledes:
»Jeg maner for Svig, og jeg maner for Svek;
jeg maner den bort, og jeg maner den væk;
jeg maner den ud, og jeg maner den ind;
jeg maner i Veir, og jeg maner i Vind;
jeg maner i Syd, og jeg maner i Øst;
jeg maner i Nord, og jeg maner i Vest;
jeg maner i Jord, og jeg maner i Vand;
jeg maner i Bjerg, og jeg maner i Sand;
jeg maner den ned i en Olderod;
jeg maner den ind i en Folefod;
jeg maner den ind i Helvedes Brand;
jeg maner i nordenrindendes Vand;
der skal den æde, og der skal den tære;
til Meen for Barnet skal den inte være.«
Som naturligt kunde være, sydede og sprutede det glødende Bly, da det kom i Vandet.
»Hør paa Troldskaben Du, nu maa den ud,« sagde Signekjærringen til den Anden, der med frygtblandet Andagt stod og lyttede og saa til med Barnet paa sine Arme. Da Brødleven blev taget bort, viste der sig i Vandet et Par Figurer, dannede af det smeltede Bly. Signekjærringen betragtede dem længe, grundende med Hovedet paa Skakke; derpaa gjorde hun et Nik og sagde:
»Ligsvek, Ligsvek! — først Troldsvek, saa Vassvek, saa Ligsvek. En af dem kunde været nok!« lagde hun til og rystede paa Hovedet. »Ja, nu ser jeg, hvorledes det er gaaet til,« vedblev hun høit og vendte sig til Konen i Huset: »Først
