ikke hvad han skulde gjøre. Saa hørte han det puslede borte ved Vinduet.
»Per, kom nu da!« sagde det.
»Aa, hold Din skidne Kjæft!l« sagde Manden, som sad ved Ovnen, »der er jo tumlet for Ungen, jeg kan inte faa den.«
»Saa kan Du komme att da, ved jeg!« sagde det udenfor. Det var Kjærringen, som stod der og skulde tage imod den.
»Nei, se paa denne lækkre Veslegutten her!« sagde Signekjærringen smiskende og tog det vaagnende Barn, som strittende modsatte sig den fremmede Kones Kjærtegn og drog paa Gjeben ad hendes sødtladende, væmmelige Miner; »han er saa hvidlet og klar som en Engel; han er lidt blød i Ledene sine — det er han — men naar de siger han er en Bytting, saa lyver de paa ham, jagu gjør de det, ja! Nei, Mor det er Svek,« sagde hun med Overbevisningens Betoning og vendte sig til Moderen; »det er Svek!«
»Hys, hys! jeg synes det banker i Væggen. Aa, Gud trøste mig, er han Truls kommen att« sagde Kjærringen paa Rognehaugen, forskrækket over at overraskes af Manden i Kaffeslabberas med Signekjærringen. Hun sprang hen, aabnede Døren og saa ud; men der var ingen Anden end en broget Kat, som sad paa Trappen og pudsede sine vaade Fødder efter en Foraarsjagt i Orekrattet. Truls var det ikke; men udenfor i Solvæggen sad en Grønspæt og hug og bankede for at vække de døsige Insekter af Vinterdvalen. Hvert Øieblik dreiede den paa Hovedet, som om den saa efter Nogen, men det var ikke Andet end en Aprilskur den ventede.
»Er der Nogen?« spurgte Signekjærringen. »Nu ja saa,« vedblev hun, da det benægtedes, »saa lad Døren staa, saa faar
