Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/364

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Bekræftelse paa sin Fortælling. »Nei, dette Barnet her er ikke mere en Bytting, end jeg er Bytting, og hvorledes skulde det have baaret til, at de skulde faaet byttet det om?« spurgte hun.

»Nei, det kan jeg ikke skjønne heller,« sagde Husmandskonen troskyldig; »for jeg har jo havt Bævergjæl i Vuggen, — jeg har fyret over ham, og jeg har korset ham, og jeg har sat en Sølje i Skjorten hans, og Kniv har der staaet over Døren, saa jeg ved ikke, hvorledes de skulde have faaet byttet ham om.«

»Jøs, de har ingen Magt da, nei korse mig da! jeg ved nok endda Besked om det,« tog Signekjærringen til Orde igjen: »for ude paa Bygderne ved Christiansbyen der kjendte jeg en Kone. Hun havde et Barn, og det var hun saa syten for, hun korsede og fyrede over det, det bedste hun havde lært, baade med Bævergjæl og Andet, for der var nok meget Troldskab og Fandenstøi — Gud bevare min Mund ligevel — paa den Bygden; men saa var det en Nat, hun laa med Barnet fremmenfor sig i Sengen, og Manden han laa ved Væggen. Ret som de laa, saa vaagnede han, og da fik han se, at der blev saadant et rødt Lysskin i Stuen, rigtig som naar En sætter sig til at rage i Gløderne med Ildragen. Ja, der var En, som ragede i Gløderne ogsaa; for da Manden i Stuen saa did, saa sad der en gammel Mand bortved Ovnen og ragede i Gløderne, og han var saa fæl, at det ikke var nogen Maade paa det, og et langt Skjæg havde han. Da det var bleven rigtig lyst, begyndte han at række og række med Armene efter Barnet, men han kunde ikke komme fra Krakken der han sad. Armene de blev saa lange, ja saa lange, at de naaede midt ud i Stuen; men fra Ovnen kom han ikke, og Barnet kunde han ikke naa. Saaledes sad han en lang Stund, og Manden blev ganske fælen, der han laa, og han vidste