og afgav et slaaende Bevis for, hvorledes den mest nøgterne Forstand ved Hjælp af dette kan komme til at sige Ting, der klinge endnu fabelagtigere og utroligere end selve Overtroens. Hans Foredrag var overordentlig hurtigt, men hakkende og stammende og for en stor Del saaledes bundet til Bondesprogets Egenheder, at det ved at tabe disse mister en stor Del af sin Eiendommelighed.
»Du maa vel for brænnande Fanden tro vi er saa dumme, at vi skjønner dette er Løgn og Kjærringrør?« var det første Udbrud.
»Jagu tror jeg det radt,« svarede Thor Lerberg med et lidet Grin til de Øvrige, som om han vilde sige: Nu skal I først ret faa høre Løier og Historier.
»Jeg kan nu for Fanden ikke skjønne paa det, at Du kan sidde her og sige, at Du har set Sligt selv — Du skal jo være en vettug Mand — men jagu traaver Du fortere, end den svarte Mærra min ljuger,« fortsatte Tussen ivrig.
De Øvrige lo, men Thor, der lod til at være fuldkommen bekjendt med hans Egenheder, tog ikke den ringeste Notis af hans Beskyldning, men bragte ham med Et ind paa en anden Række af Forestillinger ved at spørge, om det var den samme lille gode Mærren han havde nu, som da han blev gift.
»Du kan nu vel for brænnande Fanden veta det, at en tandløs Mær kan inte leve, til hun blir reint gammal. Men Vesle-Svarta det var saa god Mær, som En vilde spænde for fire Sko og drage op over Bakka det, maatta.«
»Da maatte hun være god,« sagde Thor Lerberg under de Øvriges Latter. »Det var vel med den Du reiste til Branæs og hentede den store Takken paa Bærumsværket? Du faar fortælle os den Reisen,« vedblev han opfordrende.
