Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/356

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


»Aa ja, vi har nu Sligt at gjøre og Sligt at føre her,« svarede han, og begyndte, efterat have gjort et Tag i Ildmørjen for at tænde den Snadde, han netop havde stoppet:

»I Førstningen jeg blev gift, havde jeg en liden god Mær jeg, maatta, og den skulde jeg reise til Branæs med. Saa havde jeg lovet hende Sisle, Kjærringa mi, at jeg skulde kjøbe et Kjolety til a — — ja, Du kjender vel Kjærringa mi, hu’ Sisle, Du Thor? Det er svær Kjærring til at bage; hun bagte Havren hel og holden, som den var kommen fra Branæs; ja hun bagte 15 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget om Dagen. Men da de talte efter for Veka, havde hun bagt 13 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget paa det 4de Hundrede for Veka — — og dette Kjoletyet havde jeg lovet hende, radt siden jeg tog paa at fri til hende. Saa kjøbte jeg dette Kjoletyet da, maatta, og saa lagde jeg endda paa den svarte Mærra halvfemsindstyve Skippunds Tyngde, og saa reiste jeg om Bærumsværket og kjøbte en Takke, som var fem Fjerding paa Kant, og Tykken efter Bredden, saa som Takkerne skal være da, maatta. Saa reiste jeg opover, og kjørte op alle Jonsrudbakka, saa inte Mærra pustede en eneste Pust. Dermed reiste jeg til han Ola i Galen, det er nu saadan en eiende snil Mand det, og Kjærringa hans ogsaa. Jeg bandt Mærra mi i Færdeslasset jeg, maatta, som en Færdesmand skal gjøre. Han Ola kom ud. »Gjør inte detta,« sa’ han Ola. »Sæt ind Mærra hans Du,« siger han til Gutten sin. »Du faar bli’ med ind Du,« siger han Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kjøkkenet jeg, og gik bort til Peisen og vilde varme mig, som en Færdesmand pleier nu gjøre. »Nei, kom ind i Kammerset,« sa’ ’n Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kammerset da, maatta, og satte mig borte ved Ovnen. Saa kommer Kjærringa med to store, digre