komisk Virkning, at jeg i den lystige Stemning, hvori jeg var kommen efter min vel overstaaede natlige Vandring, ofte havde ondt ved at holde mig fra at le høit. Denne Omstændighed maa jeg vel ogsaa tilskrive, at hans Fortællinger ikke gjorde det Indtryk paa mig, som efter hvad jeg nys havde oplevet, kunde ventes.
Men under Thor Lerbergs Fortælling kom der en Person frem af Barhytten, som lod til at have ligget der og sovet. Jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde tro om ham; thi han kom virkelig den Forestilling, jeg havde gjort mig om Tusser og Haugebukke, nærmere end Noget jeg hidtil havde seet. Det var en liden tør, mager Mand med Hovedet paa Skakke, røde Øine og en Næse som et stort Papegøienæb. Om Munden havde han et Træk, som om han vilde spytte Folk i Øinene. Han sad længe og skar Ansigter, gjorde Grimaser med sin stærkt fremstaaende Underlæbe, og hug eller nikkede til Siden med Hovedet, som om han misbilligende slog Takt til Thor Lerbergs Fortælling. Da han lukkede Munden op og begyndte at tale, var ogsaa Forestillingen om hans Troldnatur svunden; hvis man skulde antage ham for noget overnaturligt Væsen, maatte det være for en Nisse eller en gjækkende Skovaand; han var imidlertid kun en Karrikatur af en Bondemand. Han klæssede eller læspede lidt, og endnu ivrigere end til Andres huggede han med Hovedet til sin egen Tale, hvori der herskede en saadan aandsfraværende Forvexling af alle Tal-, Vægt— og Maalsangivelser, saadan en Forbytning og Omtumling med alle Begreber, saadan en evindelig Forsnakkelse, at det, idetmindste i Førstningen, for den som ikke kjendte ham og hans Sædvane, var meget vanskeligt at fatte hans egentlige Mening. Men dette uendelige Konfusionsmageri frembragte de latterligste Udsagn,
