Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/353

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Lien. Da gnistrede det baade af Haar og Skjæg og Øinene med. Jeg til at bede Fadervor igjen, og da jeg kom til: »Frels os fra det Onde,« saa sa’ jeg Amen i Jesu Navn, og saa var han borte. Men aldrig før havde jeg redet en Fjerdingvei, før jeg mødte Suggen paa en Klop. Da gik der ligesom Lynild ud af Øine og Haar og Skjæg, og saa ristede og skakede han Posen, saa der foer blaa og gule og røde Ildstunger ud af den, og det sprakede stygt. Men saa blev jeg sindt: »Aa, saa far nu Ende bent til Helvedes Pøl og Pine, Dit fordømte Bergetrold,« sa’ jeg, ja til Manden da, og borte var han med det samme. Men eftersom jeg red, saa drog det efter med mig, og jeg var ræd jeg skulde møde Kallen endda en Gang. Da jeg kom til Løvlien, vidste jeg der laa en Kjending der, som skulde hugge Tømmer. Jeg bankede paa og bad om at faa ligge der, til det blev lyst; men tror Du jeg kom ind? Han Per sagde det, at jeg kunde reise om Dagen som andre Folk, saa slap jeg at bede om Hus. Den Raad ved jeg selv, min kjære Per, sa’ jeg, men der var ikke Udkomme med ham. Saa skjønte jeg, at Kallen havde været der og forskræmt ham og sat op ham, og jeg maatte afsted igjen. Men da sang jeg, saa det ljomede i Aaserne: »Et lidet Barn, et lidet Barn saa lysteligt« — og det varede og det rak, lige til jeg kom ned til Stubdal, der fik jeg Hus, — men det var mest forbi med Natten da.« —

Den Maade, hvorpaa han foredrog disse F rtællinger, var som hele hans Tale langsom og udtryksfuld. Han havde den Vane at »snakke attpaa,« det er, hyppig at gjentage enkelte Ord eller Dele af Sætningen, eller at hænge bagefter en eller anden overflødig Forklaring. I Almindelighed anbragte han disse Oplysninger for Tilhørerne efter en eller anden Bestræbelse for at vedligeholde Ilden i Piben, og de forekom mig af en saa