Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/352

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


tre Fjerdingvei, saa fik jeg da endelig se den, han stod og knæggede. Saa maatte jeg først til Kojen og faa bundet og givet den, og saa afsted efter Blakken. Da jeg kom til Milen med den, var det Høgstdags, saa slap Hestene at kjaake til Værket den Dagen; men jeg bad vor Herre tage mig paa det, at jeg aldrig skulde uro hende Bergmor saa sent mer, ja om Kvelden da.

Men det er artigt med det En lover; om En holder det til Jul, saa er det ikke sagt, En holder det til Mikkelsmes. For det andre Aaret efter, saa var det sent ud paa Høstsiden i den værste Bløden, jeg var i Christian. Det drog alt sent ud paa Eftermiddagen, før jeg kom af Byen; men jeg vilde gjerne hjem om Natten, og ridende var jeg; saa tog jeg lige over ved Bokstad, Sørkedalsvegen, og over Skogen, for det er beneste Vegen, det ved I vel — ja til Aasfjerdingen da. Det var graat og uggent Veir, og det var alt i Skumringen, da jeg kom afsted. Men som jeg kom over den vesle Broen da, strax indenfor Hæggelien, ser jeg en Mand, som kom bent imod mig; han var ikke meget høi, men forskrækkelig drøi; over Axlerne var han saa bred som en Laavedør, og hver Næve var mest en halv Alen tvers over. I den ene havde han en Skindsæk, og gik og jabbede ganske smaat; men da jeg kom nærmere, saa gnistrede Øinene paa ham som Varmebrande, og store var de som Tintallerkener. Haaret det stod som Grisebust, og Skjægget var ikke ligere, saa jeg rigtig syntes det var en forskrækkelig styg Fant, og gav mig til at læse det Vesle jeg kunde. Med det samme jeg kom til: »Jesu Navn, Amen,« sank han Ende ned — ja i Jorden da.

Jeg red længer frem og smaamulrede paa en Salme; men ret som det var, saa jabbede Karlen imod mig igjen ovenfra