Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/351

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


mørkt. Og læsse maatte jeg om Kvelden; for Klokken tre om Morgenen maatte jeg afsted igjen, naar jeg skulde række til Værket og tilbage i Lyse, samme Dagen, ja til Milen. Da jeg havde faaet det til at frase dygtig, gav jeg mig til at faa paa Læssene. Men i det samme jeg vendte mig mod Nyingen igjen, og skulde til at gjøre et nyt Tag, kommer der vor Herre Død en hel Snefloke seilende, saa at hver Kul og Brand frasede og sluknede, ja paa Nyingen. Saa tænkte jeg ved mig selv: Jo vor Herre Død er hun Bergmor arg nu, for jeg er kommen saa sent hjem og uror hende i Kveld. Men jeg til at slaa Varme igjen og faa gjort op. Men hvordan det var eller ikke, saa var det ligesom Rokoen ikke vilde slippe Kullene ud i Kurven; over Halvparten foer udenfor. Endelig havde jeg faaet paa Læssene og skulde til at gjure fast Rebene. Om Morgenen havde jeg sat nye Vidjer paa alle Hælerhalsene; men de røg vor Herre Død den ene efter den anden — ja Vidjerne da. Jeg til at vride nye Vidjer, satte Hælerne paa igjen, og endelig saa fik jeg Læssene gjurede. Saa gav jeg Hestene til Natten, og krøb ind i Kojen og lagde mig. Men mener Du jeg vaagnede Klokken tre? Ikke før Solen var oppe, og endda var jeg tung og ør baade i Skrotten og Hovedet. Saa skulde jeg faa Noget i Livet og give Hestene, men begge Spiltaugene i Barskuten var tomme, og borte var Hestene. Da blev jeg sindt og tog vor Herre Død til at bande lidt, og saa begyndte jeg at lede efter Sporene. Der var kommen lidt Nysne; til Bygds havde de ikke gaaet, og ikke til Værket heller. Men jeg saa Slagfærdene efter to Heste og to brede, stutte Fodblad nordefter. Jeg gik efter saa en halv Mil rent bort i Ubrauten; der delte Slagfærdene sig: en Hest havde gaaet i Øst og en i Vest, men Sporene af Fodbladene var rent borte. Jeg maatte vafse efter den ene først en