Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/350

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Selskab med slige Folk.« Saa sagde En af dem: »Lad denne Gamlen være for den han er, tag en Hest og følg ham paa Hjemveien.« Ja, saa gjorde de det; de tog og satte ham i en Slæde med en muset Hest for, og En fulgte med. Da han kom et lidet Stykke frem til en liden Dal nord for Oppenhagen, — der er endda et Sandfald der — syntes han, at han sad mellem Ørene paa en Bøtte. Om en Stund var den ogsaa borte, og da syntes han først, han sansede sig rigtigt saa skulde han se efter Øxen sin, og den sad i den samme Tørfuruen, han havde begyndt at hugge paa. Da han kom hjem, var han saa rent fortumlet, at han ikke vidste, hvor mange Dage han havde været borte; men han havde ikke været borte længere end fra om Morgenen til om Aftenen, og han var ikke rigtig lang Tid efter.« —

»Det gaar meget artigt til — ja paa Skogen da —« tog Thor Lerberg til Orde, »og jeg kan ikke sige mig fri for, jeg har seet Lidt jeg og — ja Spøgeri da — og har I Lyst til at være længer oppe — saa skal jeg fortælle det, som er hændt mig — her paa Krogskogen da.«

Jo, de havde Alle Lyst til at høre; i Morgen var det Søndagen; det var det Samme, om de ikke gjorde Noget da.

»Det kan vel være saa en ti, tolv Aar siden,« begyndte han, »jeg havde en Kulmile inde paa Skogen ved Kampenhaug.

Om Vinteren laa jeg indpaa der, og havde to Heste og kjørte Kul til Bærumsværket. En Dag saa kom jeg til at blive lidt for længe ved Værket, for jeg traf nogle Kjendinger oventil Ringerike; vi havde nu lidt Snak mellem os, og Lidt drak vi ogsaa — ja Brændevin da —, og saa kom jeg ikke tilbage til Milen, før Klokken var imod ti. Jeg fik gjort op en Nying i Mile-Ringen, saa jeg kunde se at læsse paa, for det var styggelig