var ikke det jeg mente, det var den Gang han var til Bryllups i Vaarfjøset paa Kilebakken.«
»Naa den Gang, ja det var saaledes det,« tog Gutten ufortrøden til Orde. »Det var paa Vaarsiden, rigtig strax før Paasketider i 1815, da han Far boede paa Oppen-Eie; Sneen var ikke borte endda. Men saa skulde han til Skogs og hugge og drage hjem noget Ved. Han gik op paa Aasen i Hellingen, som er bortimod Aadalsveien. Der fandt han en Tørfuru og til at hugge. Mens han hug paa den, syntes han det var Tørfuru Alt han saa. Ret som han stod og glaamte og undredes paa dette, kom der kjørende en Færd med elleve Heste, og alle vare de musede; han syntes det saa ud som en Brudefærd.
»Men hvad er dette for Folk, som kommer farende denne Veien ovenfra Aasen da?« siger han.
»Vi er her borte fra Østhalla fra Ulsnabben,« siger En af dem, »vi skal til Veien-Gaarden i Hjemkommerøl; den, som kjører foran, det er Præsten; de, som kjører efter ham, er Brudefolkene, og jeg er Værfaren; Du faar staa paa Meierne med mig.«
Da de var komne et Stykke nedover, saa siger Værfaren: »Vil Du tage imod disse to Sækkene og gaa til Veien-Gaarden og maale i to Tønder Poteter, til vi skal hjem igjen?« — »Kan saa det,« sagde han Far. Han stod bagpaa han, til de kom til et Sted, hvor han syntes han skulde kjende sig. Det var rigtig nord for Kilebakken, der det gamle Vaarfjøset stod; Fjøset var der ikke, men en stor, gild Bygning, og der tog de ind. Saa mødte der frem Nogle ude paa Traakken, som skulde skjænke dem, og de vilde skjænke han Far ogsaa. Men han sagde Neitak han: jeg skal ikke have nogen Skjænk, sagde han, for jeg har bare paa mig en Hverdagsbrok; jeg kan nok ikke holde
