Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/345

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


skriger fælt — naar det dusker da — jagu ham var Bjørnen i Vegen for — Det var Karl til Gut!«

»Jaha,« sagde jeg kjæk og gav mit vaagnende Ungdomsmod Luft omtrent i de samme Ord som Manden, der traf Bjørnen sovende i Solbakken: »Havde det været lyst, og jeg havde været Skytter, og havde jeg havt en ladet Bøsse, og jeg havde faaet den til at gaa løs, ja min Sandten skulde ikke Bjørnen have ligget paa Flækken da!«

»Det var greit det, ha, ha, ha!« sagde Thor Lerberg med en klukkende Latter, som de øvrige istemte; »det var greit, han havde ligget paa Flækken, ha, ha, ha!«

»Men nu er han ved Storflaaten,« sagde han, henvendt til mig, da jeg var kommen til Ende med min Beretning; »det er det største Vandet paa Skogen her, og naar det lider paa Dagen, saa skal der nok blive Raad til at finde frem, for vi har Baad, og naar han er kommen over, saa er det ikke saa langt, ja til Stubdal da. Nu kan han vel have Bo at kvare sig og faa i sig lidt Mad. Jeg har ikke Andet end Ertelefse og traat Flesk, og det er vel uvand Kost for ham; men er han sulten, saa —. Ja, kanske han kunde have Lyst paa lidt Fisk? Jeg har nu været her paa Fisking, og grum Ørret har jeg faaet, — ja, i Vandet da.« Da jeg takkede for dette Tilbud, bad han en af de Yngre om at tage en »lækker Fisk« af Knippet og stege i den gloende Ildmørje.

Imidlertid udspurgte den Gamle mig, og da han var færdig dermed, og jeg med megen Appetit gav mig i Færd med mit Maaltid, viste det sig, at den Historie han fortalte ved min Ankomst, var endt; thi han opfordrede en af de Yngre til nu af fortælle, det han havde sagt havde hændt hans Fader, da han laa paa Tømmerhugst.