Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/346

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Ja,« svarede denne, en sværlemmet Gut af et raskt, uforfærdet Udseende, der ikke var meget over de Tyve, »det ha snart være fortalt. Han Far var paa Hugst hos Manden paa Ask udi Lier, og saa hug han oppe i Askmarken. Om Kvelden gik han til en Stue længer nede mod Bygden og holdt til hos Helge Myra — ja Du kjendte nok han Helge Du, Thor Lerberg? Men en Dag havde han hvilet for længe til Eftasverd, — det kom slig en tung Søvn over ham — og da han vaagnede, var Solen alt i Aasen. Men Favnen vilde han have fuld, før han sluttede, og han til at hugge. En Stund gik det baade godt og vel, og han hug, saa Flisen fløi om ham; men det blev mørkere og mørkere. Endda var der igjen en liden Gran, han vilde have med, men aldrig før havde han hugget det første Hugget i den, saa fløi Øxen af Skaftet. Han til at lede efter den; tilsidst fandt han den i et Myrhul. Men allerbedst det var, tykte han, at En raabte Navnet hans; han kunde ikke skjønne, hvem det kunde være, for han Helge Myra havde ikke Noget i Marken at gjøre, og Andre var der ikke paa lang Lei. Han lyede og lyede, men han hørte ikke Noget, og saa tænkte han, han kunde have mishørt. Saa gav han sig til at hugge igjen, men ret som det var, saa røg Øxen af Skaftet paa ny. Langt om længe fandt han den den Gang ogsaa; men da han skulde til at skaare paa Nordsiden, hørte han skjellig, at det raabte borti Bergvæggen: »Halvor, Halvor! Tidlig kom Du, og seint gaar Du.« — — — »Men da jeg det hørte, sa’ han, var det mest, som jeg gik af i begge Knæerne, og jeg fik mest ikke Øxen ud af Granlæggen, sa’ han; men da jeg kom paa Spranget, foer jeg i eet Rend lige ned til Stuen hans Helge.« —

»Ja, det har jeg hørt før,« sagde Thor Lerberg; »men det