Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/344

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

for et gammelt Ord, at rødt Haar og Fureskog de trives ikke paa god Jord,« vedblev han halv høit. »Havde det endda været i Bjørnehullet eller i Stygdalen. — Knut og jeg vi baade hørte og saa den der forrige Dagen — men her? — Nei, saa nær ind til Varmen kommer han vor Herre Død inte! Du har skræmt Dig selv!«

»Nei, Dølen rende i mig, hørte jeg ikke han tuslede og bragede i Moen, min kjære Thor Lerberg,« svarede den anden, stødt og vred over den Gamles Tvivl og Drilleri.

»Aa ja, ja,« fortsatte Thor i sin forrige Tone. »Det var vel en Buskebjørn, Gutten min.«

Jeg traadte nu frem og sagde, at det formodentlig var mig, han havde hørt, fortalte hvorledes jeg havde taget feil af Veien, hvilken Forskrækkelse jeg havde udstaaet, spurgte om hvor jeg nu var, om en af dem vilde følge mig til Stubdal, og klagede jammerlig over Sult og Træthed.

Min Fremtræden vakte ikke liden Forundring hos Selskabet. Dog gav den sig mindre tilkjende i Ord end i den Opmærksomhed, hvormed de betragtede mig og hørte min Beretning. Den Gamle, som jeg havde hørt nævnes Thor Lerberg, syntes især med Interesse at følge den, og da det lod til han havde den Vane at tænke høit, blev jeg ved enkelte Yttringer, som han af og til mumlede hen for sig selv, delagtig i hans Betragtninger, saasom:

»Nei, nei, det var gæli; der skulde han have taget over — ja, over Dammen da — det var Stubdalsvegen — han har traadt paa Vildgræs — — han er for ung — han er inte skogtam — aa, det var Rugden — det var Kveldknarren — ja, det laater rart for den, som aldrig har hørt det — aa ja, Lommen han