Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/338

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


lysning om Veien. Jeg satte mig paa en Sten og ventede en Stund, men der kom Ingen. Aftenen faldt paa; jeg syntes, at jeg ikke kunde bie længer, og gik afsted. Det var mørkere i Skoven, men inden kort Tid kom jeg til en Tømmerdam eller Dæmning over en Elvestub mellem to Tjæm; jeg formodede det var her, jeg »skulde gaa paa Venstre og tage af paa Høire.« Jeg gik over, men paa den Side af Dæmningen var der kun — saa forekom det mig — flade, glatte, fugtige Klipper, og ikke Spor af nogen Vei; paa den anden, den høire Side af Dammen, var der en stærkt betraadt Sti. Jeg undersøgte begge Sider gjentagne Gange, og uagtet det syntes at stride mod den Anvisning jeg havde faaet, besluttede jeg at vælge den største Vei eller Sti, der fremdeles gik paa høire Side af Vasdraget. Saalænge den fulgte det mørke Tjærn, var den god og fremkommelig, men pludselig dreiede den af i en Retning, der i mine Tanker omtrent var den modsatte af den, jeg skulde gaa i, og tabte sig i et forvirret Net af Kreaturveie dybt inde i Skovens Dunkelhed. Usigelig træt af denne ængstelige, vildsomme Søgen kastede jeg mig ned i den bløde Mose for at hvile et Øieblik, men Trætheden seirede over Skovensomhedens Ængstelser, og jeg ved ikke hvor længe jeg blundede. Ved et vildt Skrig, hvis Ekko endnu klang i mine Øren, da jeg vaagnede, sprang jeg op; men jeg følte mig endnu trøstet ved Rødkjælkens Sang; jeg syntes ikke jeg var ganske forladt, saa længe jeg hørte Maaltrostens muntre Slag. Himlen var overskyet, og den dybe Skumring tiltagen i Skoven. Der faldt et fint Støvregn, som vakte fornyet Liv i den hele Planteverden og fyldte Luften med en frisk, kryddret Duft; men det syntes ogsaa at vække til Liv alle Skovens natlige Lyd og Toner. Mellem Toppene over mig hørte jeg en hul, metallisk Klang som af Frøernes