Kvækken, og en skjærende Fløiten og Piben. Rundt om mig surrede hundrede Rokke: men det Rædsomme ved alle disse Toner var, at de i eet Øieblik lode lige ved mit Øre, i det — næste fjernt borte; snart afbrødes de ved kaade, vilde Skrig under flagsende Vingeslag, snart ved fjerne Nødraab, hvorpaa der igjen indtraadte en pludselig Stilhed. Jeg blev greben af en ubeskrivelig Angst; det foer isnende gjennem mig ved disse Lyd, og Rædselen forøgedes ved Skummelheden mellem Stammerne, hvori alle Gjenstande viste sig fortrukne, bevægelige, levende, udstrækkende Tusender af Hænder og Arme efter den vildsomme Vandrer. Alle mine Barndoms Eventyr fremmanedes for den opskræmte Fantasi og gjorde sig gjældende i de Former, der omgav mig; jeg saa hele Skoven opfyldt af Trolde og Alfer og gjækkende Dverge. I tankeløs og aandeløs Angst ilede jeg fremad for at undløbe Dæmonernes Skarer; men under Flugten viste sig endnu rædsommere, mere fordreiede Skikkelser, og jeg følte deres gribende Hænder. Pludselig hørte jeg tunge Skridt; der skred Nogen hen over de bragende Kviste. Jeg saa eller trode at se en mørk Masse, der nærmede sig med et Par Øine, skinnende som glødende Stjerner. Haaret reiste sig paa mit Hoved; jeg troede Faren uundgaaelig, og skreg ubevidst for at opmande mig:
»Er det Folk, saa sig mig Veien til Stubdal!«
En hul Brummen var det Svar jeg fik, og den Gaaende fjemede sig hurtig under Knag og Brag den samme Vei han var kommen. Jeg stod længe og lyttede efter de tunge Skridt og mumlede ved mig selv: »Gud give det var lyst og jeg havde en Bøsse, saa skulde Du faa en Kugle, Bamse, fordi du skræmte mig!«
