steg Røgen op blaa og let mod en mørk Baggrund af granklædte Aaser. Over dette Landskab hvilede en Ro og en Fred der næppe levnede Rum for nogen Anelse om Hovedstadens Nærhed. Da jeg var kommen ind paa Aasen, lød Toner af Valdhorn og en klingende af Ekkoet mangedobbelt gjentaget Los over til mig, men den fjernede sig mere og mere, og tilsidst var det kun Ljomen af den, der naaede mit Øre. Nu hørte jeg ogsaa Elven; den brusede vildt fjernt mod Venstre; men som jeg skred frem, nærmede Kløvstien sig den efterhaanden, og Aaserne traadte paa enkelte Strækninger sammen, saa at jeg undertiden gik i Bunden af en dyb, skummel Dal, der for største Delen optoges af Elven. Men Veien fjærnede sig atter fra Elven; det var baade Vringel og Kringelkrangel, thi den bugtede sig snart hid, snart did, og blev paa enkelte Steder næppe synlig. Det gik opad og da jeg var gaaet over en liden Høide, saa jeg mellem Furestammerne et Par blinkende Skovtjærn, og ved et af disse en Sæter paa en grøn Bakke i Aftensolens Guld. I Skyggen under Bakken stod der Bunker af frodigt voxende Ormegræs; Gjederamsen kneisede yppigt mellem Stenene med sin høie, røde, pragtfulde Blomstertop; men den alvorlige Stormhat hævede Hovedet høiere, saa mørk og giftig ned paa den og nikkede Takten til Gjøgens Gal, ret som om den vilde tælle efter, hvor mange Dage den havde igjen at leve. I det grønne Bakkehæld og nede ved Vandets Bred prangede Hæg og Rogn i sommerligt Blomsterskrud. De spredte liflig, kvægende Duft vidt omkring og rystede vemodig sine hvide Blade udover Sæterbakkens Speilbillede i Vandet, der paa alle de øvrige Kanter var omringet af Graner og mosede Klippen I Sæteren var Ingen hjemme. Alle Døre vare laasede og lukkede. Jeg hamrede paa overalt, men ingensteds noget Svar, nogen Op-
