Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/336

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Da denne Anvisning forekom mig at være affattet i altfor almindelige Udtryk om en Skovvei paa et Par Mil, saa spurgte jeg, om jeg ikke for Betaling kunde faa med en Gut, som var kjendt.

»Nei Kors, var det ligt sig det,« sagde hun, idet hun forlod Grisehuset og gik ud paa Tunet. »Dem driver saa med Slaatt-Onnen, at dem mest inte faar i sig Maden Men det er strake Vegen hele Skogen over, og jeg skal te ham den saa skjellig, som han saa den for sig. Først saa gaar han op over Kleven og alle Bakkerne borte i Aaslien der, og naar han er kommen op paa Høgden, saa har han store, stærke Vegen radt fram til Heggelien. Elven den har han paa Venstren hele Tiden, og ser han den inte, saa hører han den. Men fremme ved Heggelien er det ligesom lidt Vringel og Kringelkrangel med Vegen, saa den justsom blir borte stykkomtil, og er En ikke kjendt, er det ikke saa greit at finde frem; men han finder nok frem til Heggelien, for den ligger ved Vandet. Siden saa gaar han bort med Heggelivandet, til han kommer frem til Dammen; det er slig en Dam foran et lidet Vand, og ligesom en Bro, som dem kalder det; der gaar han paa Venstren og ta’r af paa Høgren, og saa har han store, strake Vegen Ende radt fram til Stubdal i Aasa.«

Skjønt heller ikke denne Anvisning var fuldkommen tilfredsstillende, især da det var første Gang jeg begav mig saa langt ud fra den slagne Alfarvei, tog jeg trøstig fat paa Veien, og alle Betænkeligheder vare snart svundne. Fra Lien aabnede der sig af og til mellem Graner og høie Furetræer Udsigt til Dalen med dens Løvpartier og Enge, mellem hvilke Elven bugtede sig som en smal Sølvstribe. Rødmalede Gaarde laa saa smukt og norskt paa Høiderne af de grønne Bakker dernede, hvor Karle og Piger færdedes med Slaatt-Onnen. Fra enkelte Piber