Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/335

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Læskedrik og meddele mig nogen Underretning om Veien. Der var ingen Anden hjemme end en sort Kat, som veltilfreds sad og spandt i Peisen, og en skinnende hvid Hane, som kroende sig spankede frem og tilbage i Svalen og gol i Eet væk, som om den vilde sige: »Nu er jeg selv størst!« Svalerne, der lokkede ved Insektrigdommen i Skovens Nærhed i utallig Mængde havde fæstet Bo paa Laaven og under Tagskjægget, boltrede sig frygtløst tumlende, kredsende og kvidrende omkring i Solstraalerne.

Træt af Heden og Vandringen kastede jeg mig ned i en Skygge paa Tunets Græsvold, hvor jeg i en halv Slummer laa og hvilede, indtil jeg blev opskræmt ved en uhyggelig Koncert: en skurrende Kvindestemme søgte ved Skjænd og Kjæleord at stagge Gaardens gryntende Griseyngel. Ved at gaa efter Lyden traf jeg paa en gulgraa barbenet Kjærring, som i en foroverbøiet Stilling var i Færd med at forsyne Troen, hvorom de støiende Smaadyr bedes, reves, puffedes og hylede af Forventning og Glæde.

Paa mit Spørgsmaal om Veien svarede hun med et andet, idet hun uden at rette sig op vendte Hovedet halvt om fra sine Kjæledægger, for at glo efter mig.

»Haa er han fra da?«

Da hun havde faaet tilfredsstillende Svar paa dette, vedblev hun, medens hun alt imellem henvendte sin Tale til Grisungerne:

»Ja saa — er han i Præstlære hos Ringerigspræsten — Tsju Gyssa mine dal — — Vegen til Stubdal i Aasa? siger han — — Sjaa den Du, vil Du lade de Andre faa med Dig, Styggen! Tsju, vil Du være rolig! aa Stakkar, spændte jeg Dig nu da — — Ja, den skal jeg radt sige ham den, det er strake Vegen Ende beint fram over Skogen lige til Kehrraden det.«