|
Och skuggan faller så tjock, så tjock, |
Som en fjorten Aars Gut kom jeg en Lørdagseftermiddag kort efter St. Hans Tid til Øvre-Lyse, den sidste Gaard i Sørkedalen. Jeg havde saa ofte kjørt og gaaet den slagne Landevei mellem Christiania og Ringerike; nu havde jeg efter et kort Besøg i mit Hjem til en Afvexling taget Veien forbi Bogstad til Lyse, for derfra at gaa Kløvveien eller Benveien over den nordlige Del af Krogskoven til Kehrraden i »Aasa«. Alle Døre paa Gaarden stod aabne; men jeg søgte forgjæves i Stuen, Kjøkkenet og paa Laaven efter et Menneske, jeg kunde anmode om at skaffe mig en
