Tæt ved Kongsgaarden boede der en Mand, som havde tre
Sønner. De fik ogsaa spurgt, at Kongen havde lyst op, at den,
som kunde faa Kongsdatteren til at le, skulde faa hende og
halve Kongeriget.
Den Ældste vilde i Veien først; saa strøg han af Gaarde, og da han kom til Kongsgaarden, sagde han til Kongen, han vilde nok friste at faa Kongsdatteren til at le.
»Ja, det er vel nok,« sagde Kongen, »men det kan vist lidet nytte, min Mand, for her har været saa mange, som har prøvet sig; min Datter er saa sorgfuld, at det ikke nytter, og jeg vilde nødig, at Flere skulde komme i Ulykke.«
Men han mente, det nok skulde nytte. Det kunde ikke være nogen farlig Sag at faa en Kongsdatter til at le for ham, for de havde leet saa mange Gange af ham baade Fornemme og Simple, da han tjente Soldat og exercerte under Nils Fløimand. — Saa lagde han ud paa Traakken, udenfor Vinduet til Kongsdatteren og begyndte at exercere efter Nils Fløimand. Men det hjalp ikke. Kongsdatteren var lige stø og alvorlig saa tog de ham og skar tre brede, røde Remme af Ryggen hans, og sendte ham hjem.
Da han vel var kommen hjem, vilde den andre Sønnen i Veien. Han var Skolemester, og en underlig Figur til Karl var det. Han var lavhalt, og det saa det forslog. Et Øieblik var han liden som en Gutunge, men naar han reiste sig paa det lange Benet sit, blev han stor og lang som et Trold. Og til at lægge ud var han rigtig svær.
Da han kom til Kongsgaarden og sagde, han vilde have Kongsdatteren til at le, syntes Kongen, at det ikke kunde være saa uligt endda; »men Gud trøste Dig, faar Du hende ikke til,«
