Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/327

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

sagde Kongen; »Remmene skjære vi bredere for Hver, som prøver sig.«

Skoleholderen strøg ud paa Traakken; der stillede han sig op udenfor Vinduet til Kongsdatteren, og han prækede og messede efter syv Præster og læste og sang efter syv Klokkere, som havde været i Bygden der. Kongen lo af Skolemesteren, saa han maatte holde sig i Svalstolpen, og Kongsdatteren vilde til at drage paa Smilet, men saa var hun lige stø og alvorlig igjen, og saa gik det ikke bedre med Paal Skolemester, end det var gaaet med Per Soldat — for Per og Paal hedte de, maavide. — De tog ham og skar tre røde Remme af Ryggen hans, strøede Salt i, og saa sendte de ham hjem igjen.

Saa vilde den yngste i Veien, og det var Tyrihans. Men Brødrene lo og gjønede af ham og viste ham de saare Ryggene sine, og Faderen vilde ikke give ham Lov, for han sagde, det kunde da ikke nytte for ham, som ikke havde noget Vet; han kunde jo Ingenting, og han gjorde Ingenting, han sad bare i Peisen som en Katte, og grov i Asken og spikkede Tyristikker. Men Tyrihans gav sig ikke, han gnaalede og gnog saa længe, til de bleve kjede af Gnaalet hans, og tilsidst fik han Lov til at gaa til Kongsgaarden og friste Lykken.

Da han kom til Kongsgaarden, sagde han ikke det, at han vilde faa Kongsdatteren til at le, men han bad, om han kunde faa Tjeneste der. Nei, de havde ikke nogen Tjeneste for ham, men Tyrihans gav sig ikke for det; de kunde vist behøve En til at bære Ved og Vand til Kokkejenten i slig en stor Gaard, sagde han; ja, det syntes Kongen ikke kunde være saa uligt, og han var vel kjed af Gnaalet hans, han og; saa skulde Tyrihans faa Lov at være der og bære Ved og Vand til Kokkejenten tilsidst.