Der Var en Gang en Konge, som havde en Datter, og hun var
saa deilig, at hun var navnspurgt baade vidt og bredt; men hun
var saa alvorlig af sig, at hun aldrig kunde le, og saa var hun
saa stor paa det, at hun sagde Nei til alle dem, som kom og
friede til hende, og ikke vilde hun have Nogen, om de vare
aldrig saa gilde, enten det var Prindser eller Herremænd. Kongen
var kjed af dette for længe siden og syntes, at hun kunde gifte
sig, hun som Andre; hun havde ikke Noget at vente efter; hun
var gammel nok, og rigere blev hun ikke heller, for halve Riget
skulde hun have, det var Mors-Arven hendes.
Saa lod han lyse op paa Kirkebakken baade fort og Snart, at den, som kunde faa hans Datter til at le, han skulde have hende og det halve Kongerige. Men var der Nogen, som prøvede sig og ikke kunde faa hende til, skulde de skjære tre røde Remme af Ryggen hans og strø Salt i, og det er sikkert, at der blev mange saare Rygge i det Kongerige. Der kom farende Friere baade fra Syd og fra Nord og fra Øst og fra Vest, og troede, det var ingen Sag at faa en Kongsdatter til at le. Og rare Karle var det ogsaa, som kom. Men alle de Abefanter der var, og alle de Abefynter de gjorde, saa var Kongsdatteren lige stø og alvorlig, hun.
