Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/281

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


og hun havde ikke taget i den, før hun kom ind i et Kammer, hvor der stod en opredt Seng, saa deilig som Nogen vilde ligge i, baade med Silkedyner og Omhæng og Guldfryndser; og Alt, som var der, var af Guld og Sølv; men da hun havde lagt sig og slukket Lyset, kom der et Menneske og lagde sig med hende, og dette var Hvidbjørnen, som kastede Hammen af sig om Natten; men hun fik aldrig se ham, for altid kom han, efterat hun havde slukket Lyset; og før det var lyst om Morgenen, var han borte igjen. Det gik baade godt og vel en Stund; men saa begyndte hun at blive saa stille og sørgmodig, for hun gik der alene hele Dagen og stundede hjem til Forældrene og Sødskende sine. Da Hvidbjørnen spurgte, hvad det var, som feilte hende, sagde hun, at det var saa ødt der, hun gik der saa alene og stundede hjem til Forældrene og Sødskende sine, og det var, fordi hun ikke kunde komme til dem, at hun gik og sørgede saa. »Det kan der nok blive Raad til,« sagde Hvidbjørnen; »men Du skal love mig det, at Du ikke taler med Din Moder alene, men bare naar de Andre høre paa; for hun tager Dig ved Haanden,« sagde han, »og vil have Dig ind i et Kammer og tale alene med Dig; men det maa Du slet ikke gjøre, ellers gjør Du os ulykkelige begge to.«

En Søndag kom Hvidbjørnen og sagde, nu kunde de reise til Forældrene hendes. Ja, de reiste, hun sad paa Ryggen hans, og det gik baade langt og længe, tilsidst kom de til en stor, hvid Gaard; der løb hendes Sødskende ude og legte sig, og det var saa vakkert, at det var en Lyst at se det. »Der bor Forældrene Dine,« sagde Hvidbjørnen, »men glem ikke, det jeg har sagt Dig, ellers gjør Du baade mig og Dig ulykkelig.« Nei, Kors, det skulde hun nok ikke glemme, og da hun var kommen did, saa vendte Hvidbjørnen om igjen, den.