Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/280

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Du give mig den yngste Datter Din, saa skal jeg gjøre Dig ligesaa rig, som Du nu er fattig,« sagde den. — Ja, Manden syntes det var nok saa gildt, at han skulde blive saa rig; men han syntes da, han maatte snakke med Datteren først, og gik ind og sagde, at der var en stor Hvidbjørn ude, som lovede, han skulde gjøre dem saa rige, naar han bare kunde faa hende. Hun sagde nei og vilde nødig, og saa gik Manden ud igjen og blev saa forligt med Hvidbjørnen, at den skulde komme igjen næste Torsdagskveld og hente Svar. Imens overtalte de hende og snakkede for hende om al den Rigdom, de skulde komme til, og om hvor godt hun skulde have det selv; hun fandt sig da i det tilsidst og vaskede og stelte istand Fillerne sine, pyntede sig saa godt hun kunde, og holdt sig reisefærdig. Ikke Stort var det, hun skulde have med heller.

Næste Torsdagskveld kom Hvidbjørnen og skulde hente hende; hun satte sig op paa Ryggen af den med Tullen sin, og saa gik det afsted. Da de vare komne et langt Stykke paa Veien, sagde Hvidbjørnen: »Er Du ræd?« — Nei, det var hun ikke. — »Ja, hold Dig bare godt fast i Ragget mit, saa har det ingen Fare heller,« sagde den.

Nu red hun langt, langt bort, og saa kom de til et stort Fjeld. Der bankede Hvidbjørnen paa, saa gik der op en Port, og de kom ind i et Slot, hvor der var mange oplyste Værelser, som skinnede baade af Guld og Sølv, og saa var der en stor Sal, som der stod et dækket Bord i, og det saa prægtigt, at Du ikke kan tro, hvor prægtigt det var. Saa gav Hvidbjørnen hende en Sølvklokke; naar der var Noget hun vilde, skulde hun bare ringe paa den, saa fik hun det. Ja, da hun havde spist og det led paa Kvelden, blev hun søvnig efter Reisen og syntes, hun kunde have Lyst at lægge sig; saa ringede hun paa Klokken,