Der blev saadan Glæde, da hun kom ind til Forældrene, at
der ikke var nogen Maade paa det; de syntes, de kunde ikke
fuldtakke hende for det, hun havde gjort imod dem; nu havde
de det baade saa godt og saa godt, og Alle saa spurgte de
hende, hvorledes hun havde det, der hun var. Hun havde det
baade godt og vel, og havde Alt, hvad hun kunde ønske sig,
sagde hun; hvad hun svarede for Resten, skal jeg ikke kunne
sige, men jeg tror ikke, de fik nogen rigtig Rede paa det. Men
saa om Eftermiddagen, da de havde spist Middag, gik det, som
Hvidbjørnen havde sagt: Moderen vilde tale med hende alene
inde i Kammeret. Men hun mindtes, hvad Hvidbjørnen havde
sagt, og vilde ikke paa nogen Maade. »Det vi har at snakke
om,« sagde hun, »det kan vi altid snakke om.« Men hvorledes
det gik eller ikke, saa fik Moderen overtalt hende tilsidst, og saa
maatte hun sige, hvorledes hun havde det. Hun sagde da, at
der altid kom et Menneske og lagde sig med hende, naar hun
havde slukket Lyset om Aftenen, og ham fik hun aldrig se; for
han var altid borte, før det blev lyst om Morgenen. Det gik
hun og sørgede over, for hun syntes, hun vilde saa gjerne se
ham, og om Dagen gik hun der alene, og det var saa ødt og
ensomt. — »Huf I det kan gjerne være et Trold, Du ligger med,«
sagde Moderen; »men jeg skal lære Dig en Raad, saa Du skal
faa se ham; Du skal faa et Stykke Lys af mig, som Du kan
tage med Dig i Barmen; lys saa paa ham med det, naar han
sover, men agt Dig, at Du ikke drypper Talg paa ham.« Ja,
hun tog Lyset og gjemte det i Barmen sin, og om Aftenen kom
Hvidbjørnen og hentede hende.
De de vare komne et Stykke paa Veien, spurgte Hvidbjørnen, om det ikke var gaaet saa, som den havde sagt. Jo, det kunde hun ikke nægte, det. — »Ja, har Du lyet til Din Moders Raad,