Ja, Gutten gjorde, som Hesten havde sagt, og da han fik
paa Lavparykken, blev han saa ussel og bleg og elendig at se
paa, at Ingen kunde kjende ham igjen. Han kom da til
Kongsgaarden og bad først om at faa være i Kjøkkenet og bære Vand
og Ved til Kokken; men saa spurgte Kokkejenten: »Hvorfor
har Du den stygge Parykken? Tag den af Dig, jeg vil ikke
vide af Nogen saa styg herinde.« — »Det kan jeg ikke,« svarede
Gutten, »jeg er ikke rigtig ren i Hovedet.« — »Tænker Du, jeg
vil have Dig her ved Maden, naar Du er slig da?« sagde Kokken;
»gaa ned til Staldmesteren, Du passer bedst til at gaa og maage
i Stalden.« Men da Staldmesteren bad ham tage af Parykken,
fik han det samme Svar, og saa vilde ikke han heller have ham;
»Du kan gaa til Gartneren,« sagde han, »Du passer bedst til at
gaa og grave i Jorden.« Hos Gartneren fik han da Lov at blive;
men ingen af de andre Tjenere vilde ligge med ham; derfor
maatte han sove for sig selv under Trappen til Lysthuset; det
stod paa Stolper og havde en høi Trap. Under den fik han
lidt Mose til Seng, og der laa han saa godt han kunde.
Da han nu havde været paa Kongsgaarden en Tid, hændte det sig en Morgen, i det samme Solen randt, at Gutten havde taget af sig Lavparykken og stod og vaskede sig; og da var han saa vakker, det var en Lyst at se ham.
Prindsessen saa fra Vinduet den vakkre Gartnergutten og syntes, hun aldrig havde seet Nogen saa vakker. Hun spurgte da Gartneren, hvorfor han laa ude under Trappen. — »Aa, ingen af Medtjenerne vil ligge med ham,« sagde Gartneren. — »Lad ham i Aften komme op og ligge ved Døren inde paa mit Kammer, saa skal de vel ikke holde sig for gode til at lade ham ligge i Hus med sig siden,« sagde Prindsessen. Gartneren sagde det til Gutten. »Mener Du, jeg vil gjøre det?« sagde
