Gutten; »saa vilde de sige, at der var Noget mellem mig og Prindsessen.« — »Ja, Du har nok Grund til at frygte for slig Mistanke Du,« svarede Gartneren, »Du som er saa vakker!« — »Ja, ja, naar Du befaler det, saa faar jeg vel gjøre det,« sagde Gutten. Da han nu skulde opefter Trappen om Aftenen, trampede og slampede han saa i Veien, at de maatte bede ham gaa sagte, forat ikke Kongen skulde faa det at vide. Han kom ind og lagde sig, og begyndte Strax at snorksove. Da sagde Prindsessen til Ternen sin: »List Dig nu bort og tag af ham Lavparykken,« og det gjorde hun; men i det samme hun vilde nappe den, holdt han paa den med begge Hænder og sagde, at den fik hun slet ikke. Dermed lagde han sig igjen til at snorke. Prindsessen gav igjen Ternen et Vink, og saa fik hun nappet af Parykken; da laa Gutten der saa deilig og rød og hvid, som Prindsessen havde seet ham i Morgensolen. Siden laa Gutten hver Nat oppe i Prindsessens Værelse.
Men det varede ikke længe, før Kongen fik spurgt, at Gartnergutten laa i Kammeret hos Prindsessen hver Nat, og saa blev han saa harm, at han nær havde ladet Gutten aflive. Det gjorde han ikke ligevel, men kastede ham i Fangetaarnet, og sin egen Datter stængte han inde i hendes Kammer, saa hun aldrig fik Lov at komme ud, hverken Dag eller Nat. Alt hun græd og bad for sig og Gutten, saa hjalp det ikke; Kongen blev endda mere sindt ved det.
En Tid efter blev der Krig og Ufred i Landet, og Kongen maatte ruste sig mod en anden Konge, som vilde tage Riget fra ham. Da Gutten hørte det, bad han Fangevogteren gaa til Kongen for sig og bede om Harnisk og Sværd og Lov at være med i Krigen. Alle de Øvrige lo, da Fangevogteren sagde sit
