Troldet maatte hjem efter Noget at hugge sig igjennem Skoven med. Men om en Stund sagde Hesten igjen: »Se tilbage, kan Du se Noget nu?« — »Ja en hel Mængde,« sagde Gutten, »som en stor Kirkealmue.« — »Ja, det er Troldet det; nu har han flere med sig. Kast nu Kampestenen, men kast den vel langt fra mig!«
Med det samme Gutten gjorde, som Hesten havde sagt, blev der et stort, stort Kampeberg bag ham. Saa maatte Troldet hjem efter Noget at hugge sig gjennem Berget med, og medens Troldet gjorde det, red Gutten igjen et godt Stykke frem. Men saa bad Hesten ham igjen se sig tilbage, og da saa han, det yrede som en hel Krigshær; de vare saa blanke, at det skinnede af dem. »Ja,« sagde Hesten, »det er Troldet; nu har han alle Sine med sig. Slaa nu Vandflasken ud bag Dig, men vogt Dig vel, at Du ikke spilder Noget paa mig!« Det gjorde Gutten; men hvorledes han bar sig ad, kom han til at spilde en Draabe paa Lænden. Saa blev der et stort, stort Vand, men ved de Draaber, han Spildte, kom Hesten til at staa langt udi Vandet; alligevel svømmede den dog til Lands. Da Troldene kom til Vandet, lagde de sig ned for at drikke det tomt, og saa slurkede de i sig, til de sprak. »Nu er vi kvit dem,« sagde Hesten.
Da de nu havde reist i lang, lang Tid, kom de paa en grøn Slette i en Skov. »Klæd nu af Dig hele Rustningen og tag bare paa Dine fillede Klæder,« sagde Hesten; »tag saa Sadlen af mig og slip mig, og hæng Alt ind i den store indhule Lind her. Saa skal Du gjøre Dig en Paryk af Granlav og gaa op til Kongsgaarden, som ligger her tæt ved; der skal Du bede om Tjeneste. Naar Du saa trænger til mig, saa gaa bare hid og rist paa Bidslet, saa skal jeg komme til Dig.«
