Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


sloges, saa de blev borte i en Høsky. Jeg maatte fortælle om Nissen paa Hesselberg, som tirrede Gaardshunden, til Manden kastede ham ud over Laavebroen. Børnene klappede i Hænderne og lo. »Det var tilpas til ham det, stygge Nissen«, sagde de, og fordrede mere.

»Nei, nu plager I Løitnanten for meget, Børn,« sagde Jomfru Cecilie; »nu fortæller nok Faster Mette en Historie.«

»Ja, fortæl, Faster Mette!« var det almindelige Raab.

»Jeg ved ret ikke hvad jeg skal fortælle,« svarede Faster Mette; »men siden vi er komne til at tale om Nissen, saa skal jeg ogsaa fortælle Lidt om ham. I husker vel gamle Kari Gusdal, Børn, som var her og bagede Fladbrød og Lefse, og som altid havde saa mange Eventyr og Historier at fortælle?« — »Aa ja,« raabte Børnene. — »Nu, gamle Kari fortalte, at hun tjente paa Vaisenhuset her for mange Aar siden. Den Gang var det endda mere ensomt og trist, end det nu er paa den Kant af Byen, og det er en mørk og skummel Bygning det Vaisenhus. Nu, da Kari var kommen did, skulde hun være Kokke, og hun var en meget flink og fix Pige. En Nat skulde hun staa op og brygge, saa sagde de andre Tjenerne til hende: »Du maa agte Dig, at Du ikke staar for tidlig op; før Klokken To maa Du ikke lægge paa Rosten.« — »Hvorfor det?« spurgte hun.

»Du ved da vel det, at der er en Nisse her, og Du kan nok vide, at han ikke vil uroes saa tidlig, og før Klokken To maa Du slet ikke have paa Rosten,« sagde de.

»Pyt, ikke værre,« sagde Kari, hun var meget frisk paa Leveren, som de siger, »jeg har ikke noget at skaffe med Nissen, og kommer han til mig, skal jeg, den og den tage mig, nok føise ham paa Døren.«