De Andre formanede hende, men hun blev ved Sit, og da
Klokken vel kunde være lidt over Et, stod hun op og lagde
under Bryggekjedlen og havde paa Rosten. Men hvert Øieblik
slukkedes Ilden under Kjedlen, og det var ligesom En kastede
Brandene ud over Skorstenen, men hvem det var, kunde hun
ikke se. Hun tog og samlede Brandene den ene Gang efter
den anden, men det gik ikke bedre, og Resten vilde heller ikke
gaa. Tilsidst blev hun kjed af dette, tog en Brand og løb med
baade høit og lavt, svingede den og raabte:
»Pak Dig did Du er kommen fra. Tror Du, Du skal skræmme mig, tar Du feil!«
»Tvi vorde Dig da!« svarede det fra en af de mørkeste Kroge; »jeg har faaet sju Sjæler her i Gaarden; jeg tænkte jeg skulde have faaet den ottende med.« Siden den Tid var der Ingen, som saa eller hørte til Nissen paa Vaisenhuset, sagde Kari Gusdal.« —
»Jeg blir ræd, nei Du skal fortælle, Løitnant; naar Du fortæller, saa blir jeg aldrig ræd, for Du fortæller saa morsomt,« sagde en af de Smaa. En anden foreslog, at jeg skulde fortælle om Nissen, som dansede Halling med Jenten. Det var Noget, jeg meget nødigt indlod mig paa, da der hørte Sang til. Men de vilde paa ingen Maade lade mig slippe, og jeg begyndte allerede at rømme mig for at forberede min overmaade uharmoniske Stemme til at synge Hallingdansen, som hørte til, da den omtalte smukke Søsterdatter til Børnenes Glæde og min Frelse traadte ind.
»Ja nu Børn, nu skal jeg fortælle, hvis I kan faa Kusine Lise til at synge Hallingen for Jer,« sagde jeg, idet hun tog Plads; »og saa danser I selv, ikke sandt?« Kusinen bestormedes af de Smaa, lovede at udføre Dansemusikken og jeg begyndte min Fortælling.
