Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/246

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Peik kunde nødig undvære det, men for hans Skyld fik han — have det, og saa fik Kongen det og reiste hjem det forteste han kunde, og han var ikke før kommen hjem, før han maatte til at prøve det; han tog paa at krangle og trætte med Dronningen og den ældste Datteren sin, og de trættede igjen og sagde ham imod; men før de vidste Ordet af det, drog han ud Kniven og skar dem ihjel, saa de faldt stendøde overende, og de Andre rømte Stuen, saa rædde bleve de.

Kongen gik og drev paa Gulvet en Stund og snakkede om, det var ikke farligt med Liget, saalænge der var Veir i det, og andet Sligt, som havde rendt gjennem Munden paa Peik, og saa fik han frem Hornet og til at tude og blæse; men endda han blæste alt det han orkede baade den Dagen og den anden, saa fik han ikke blæst Liv i dem; de vare døde og de bleve døde, baade Dronningen og Datteren, og han maatte koste dem i Jorden og holde Gravøl paa Kjøbet.

Saa vilde han til Peik og tage ham af Dage igjen, men Peik havde sine Runer ude, saa han vidste af, at Kongen kom, og han sagde til Søsteren sin:

»Nu faar Du skifte Klæder med mig og reise afsted, saa maa Du faa og have Alt vi eier.«

Ja, hun skiftede Klæder med ham og pakkede sammen og reiste afsted det forteste hun vandt, og Peik sad igjen der alene i Søsterklæderne.

»Hvor er han Peik?« sagde Kongen, han kom saa hardsk og saa sindt gjennem Døren.

»Han er reist sin Vei,« sagde han, som sad igjen i Søsterklæderne.

»Ja, havde han nu været hjemme, saa skulde jeg have dræbt