ham,« sagde Kongen; »det var ikke værdt at spare Livet paa slig en Skjelm,« sagde han.
»Han havde sine Runer ude og vidste, at Kongen kom, og vilde tage ham af Dage for Narrestikkene, han foer med, men mig lod han blive ien her baade madløs og pengeløs,« sagde Peik, og gjorde sig saa lækker og fin som en Jente.
»Vær Du med til Kongsgaarden, skal Du faa nok at leve af —; det er ikke værdt at sidde og sulte borti Hytten for Dig,« sagde Kongen.
Ja, det vilde han gjerne, og saa tog Kongen ham med sig og lod ham lære Alting og holdt ham som sin egen Datter, og det var mest som Kongen havde igjen de tre Døttrene sine, for Peikegutten sømmede og syede og laat og legte med dem, og var sammen med dem baade sent og tidligt.
Da det led en Tid, kom der en Kongssøn paa Frieri did.
»Ja, jeg har tre Døttre,« sagde Kongen, »det staar paa, hvem Du vil have af dem.«
Han skulde faa Lov at gaa op i Sykammeret og snakke og gjøre sig kjendt med dem, og saa likte han bedst Peik og kastede et Silkeplag i Fanget paa ham, og saa tog de paa at lage til Bryllup, og da det led om en Stund, kom Skyldfolkene hans og Kongens Folk og tog paa at ture og drikke Bryllup; men da det led paa Kvelden den første Bryllupsdagen, torde ikke Peik blive længer og lagde afsted fra Kongsgaarden ud paa Vidden, saa Bruden ikke var at finde; men det var det som værre var, begge Kongsdøttrene fik ondt saa braadt, og ret som det var, kom der reisende to Smaaprindser til Verden, saa Folket maatte fare hjem midt i den bedste Legen og Bryllupsturingen.
