Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/245

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Han er saa skrøbelig, at han ikke orker at røre sig,« sagde hun, »og saa skulde han prøve at faa en Søvn.«

»Du faar vække ham,« sagde Kongen.

Nei, det torde hun ikke, for han var saa hastig

»Ja, jeg er endda hastigere,« sagde Kongen, »og vækker ikke Du ham, saa skal jeg — —« sagde han, og tog bortved Siden, der Kniven var. Nei, saa skulde hun til at vække ham; men Peik vendte sig hastig om i Sengen, drog ud en liden Kniv, og rispede hende i Blæren og Væddervommen, saa Blodspruten stod af Barmen paa hende, og hun faldt overende paa Gulvet, som hun var død.

»For en Fanden Du er, Peik,« sagde Kongen; »nu har Du jo skaaret ihjel Søster Din, og det saa selve Kongen staar og ser paa det,« sagde han.

»Det er ikke farligt med Liget, saalænge der er Veir i Næsen paa mig,« sagde Peik, og fik frem et Bukkehorn, som han gav sig til at tude paa, og da han havde tudet en Brudeslaatt, saa satte han det ind til hende og blæste Liv i hende igjen, saa hun stod op, som der ikke feilede hende nogen Ting.

»Bevares vel for Dig, Peikl!Kan Du dræbe Folk og blæse Liv i dem igjen ogsaa Du da?« sagde Kongen.

»Ja, hvad Raad Var der for mig ellers?« sagde Peik; »jeg kom til at dræbe alle dem, jeg kom nær, for jeg er saa hastig af mig, ser Du,« sagde han.

»Ja, jeg er ogsaa hastig til Sinds,« sagde Kongen, »og det Hornet maa jeg have; jeg skal give Dig hundrede Daler for det, og saa faar det være det Samme, jeg faar give Dig efter, at Du narrede af mig Hesten, og at Du snød mig paa Gryden og Stabben og hele Resten.«